I Danmark kan vi være godt og grundigt stolte over at have en designkultur, der er kendt og anerkendt i hele verden. Guldalderen inden for dansk design bød i perioden 1940-1960 på nogle af nutidens helt store designklassikere, som vi stadig elsker og beundrer i dag. Du kender sikkert møbeldesignere som Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Poul Henningsen og Nanna Ditzel på grund af deres møblers æstetik, funktionalitet og tidløshed. Møbler fra disse designere kommer aldrig til at gå af mode, og derfor har vi i denne artikel samlet tre bud på smukke designklassikere, som du kan indrette din stue med.
Trinidad-stolen af Nanna Ditzel
Nanna Ditzel var én af de største, hvis ikke den største kvinde indenfor dansk møbeldesign. Hendes møbler har en funktionalitet og en visuel æstetik som ingen andre, og derfor har hun også vundet en række hæderspriser. Trinidad-stolen fra Nanna Ditzel er et godt eksempel på, hvordan hun blandede det kunstneriske med det funktionelle. Stolens ryg og sæde består af gennembrudt finer, der gør, at lys og skygge smelter sammen i stolen. Samtidig har stolen fra Nanna Ditzel også et utrolig let design, der nærmest svøber sig om din krop. Den har altså en virkelig god komfort samtidig med, at den er visuelt smuk. Nanna Ditzel formåede med Trinidad-stolen at skabe en skulpturel stol, der brød med tidligere traditioner og som i dag har opnået status som en moderne designklassiker.
PH-lampen af Poul Henningsen
Ligesom Nanna Ditzel har Poul Henningsen også i den grad sat sit præg på den danske designverden. Poul Henningsens mange lamper er blevet ikoniske og verdensberømte, og du har helt sikkert også set dem før. Næsten alt, hvad han designede, er nemlig blevet til vaskeægte klassikere, så der er altså mange valgmuligheder, når du skal vælge en til dit hjem. I en stue vil en PH bordlampe dog passe godt ind, da den er flytbar. Du kan derfor skifte mellem at have den stående på sofabordet, spisebordet eller i vindueskarmen. Det smukke 3-skærmsystem i bordlampen gør, at lyset aldrig blænder, og det skaber en jævn fordeling af det bløde lys og skyggerne.
Svanesofaen af Arne Jacobsen
Svanesofaen, der er designet af Arne Jacobsen, er i dag blevet et designikon ligesom de ovennævnte møbler af Nanna Ditzel og Poul Henningsen. Den blev oprindeligt designet til møblering af lobby- og restaurationsområdet i SAS Royal hotellet, men i dag kan du finde den i mange danske hjem, hvis de går op i dansk design. Sofaen har et organisk udtryk, da dens bløde former omfavner din krop, når du lægger dig i den. Den vil derfor passe helt perfekt ind i en stilfuld stue, der både værdsætter det moderne og det klassiske.