Køb/salg
heste og udstyr
Sanni 0
en dag siden - 7140 Stouby

Islænder Vallak 142 2017

kr. 39.500
Islænder, 7,5 år, femgænger, ca. 142 i stang. Han er primært brugt som skovturshest/hygge, dog ikke gangsat, da han pga. ejers helbred ikke er alderssvarende uddannet. Han kender sit stop-signal rigtig godt (også i naturen) og er nysgerrig, positiv og glad under rytter. Han er en ret sensitiv hest, som har behov for en god og tryg relation for at trives. Baldur er en fantastisk dreng, som på mange måder er yderst cool, fornuftig og rar. Han elsker at nusse, vrinsker når man kommer, vil gerne lære og er meget klog og lærenem. Han er samtidig en skøn ridehest, som dog stadig er igang med at lære hvad det vil sige at være ridehest, hvorfor han har behov for støtte i sin videre uddannelse. Han har derfor brug for en rytter, der vil guide og lære ham de ting, han ikke har lært endnu. Jeg har selv avlet ham, idet jeg af hele mit hjerte ønskede mig et afkom af hans fantastiske mor, min soulmate, som  desværre blev aflivet få år efter Baldurs ankomst. Jeg var med ved folingen og jeg kender Baldur ud og ind og ved alt om hans opvækst samt kender begge hans forældre rigtig godt. Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse for mig, da han kom til verden og jeg ønskede, at vi skulle “ride verden tynd” sammen. Han har dog i det seneste års tid været udlånt, fordi jeg grundet mit helbred (sclerose) ikke kan tilbyde ham optimale forhold hverken ifm. træning, flok- / foldforhold eller den daglige pasning for den sags skyld. Jeg gjorde ham ryttervant, da han var 4 år. Det tog han i stiv arm og lærte hurtigt at gå hen til en skammel og vente, så jeg let kunne hoppe op uden problemer (og han står stille ved opsidning). Det kan han stadig til UG. Efter en længere pause (bl.a. pga. mit helbred) er han kommet videre med ridningen de sidste 10 måneders tid hos sin låner, som har videreudviklet ham til en skøn ridehest, som primært er brugt til ture i naturen samt lidt undervisning. Han er en enmandshest, fordi han er meget sensitiv. Hos sin låner er han blomstret utrolig meget op, fordi han bliver stimuleret både socialt i flok og med mennesker, har plads at boltre sig på og kommer ud og ser verden. Han er den fødte skovturshest, som bare er nysgerrig og altid har vist interesse for at komme på tur med rytter. Han er bestemt ikke en hest, der er nødsaget til at blive redet fast/dagligt for at være stabil i ridningen. Man kan nemt samle op, hvor man slap med Baldur. Han husker godt og trives fint med pauser i træning, hvis blot han har en god flok og fold, som aktiverer ham i det daglige. Han er slet ikke motiveret for baneridning. Til gengæld er han meget motiveret for turridning, hvor han går frisk frem. Han har altid været godt tilfreds med at komme alene ud i verden og kan rides både alene og sammen med andre heste. Han stoler meget på nuværende låner, som derfor kan byde ham det meste, hvis hun bare støtter ham deri. Han har det okay med biler, også under rytter. Han har samtidig behov for støtte og ros i uvante situationer og undervejs i hverdagen/ridningen, fordi han stadig er ved at lære. Hvis han bliver usikker over noget, kan låner altid berolige ham og overtale ham alligevel, men han har stort behov for ros og positiv indlæring. Han er ikke typen, der stikker af, hvis han bliver bange. Han “spørger” om hjælp fra sit menneske og tager imod opgaven, hvis blot han bliver støttet og rost. Han trives i stor grad hos sin nuværende låner, som desværre ikke har økonomien til at beholde ham.💔 Jeg har pga. mit helbred ikke hverken kræfter eller overskud til at give Baldur de forhold, han har brug for. Han elsker at være i hænder, komme på tur og at være sammen med sit menneske og blive udfordret mentalt, men mit helbred giver mig meget begrænset overskud/fysik. Han trives samtidig kun i en god flok med modspil/leg/stimuli fra andre heste på folden, hvorfor samværet med en lille, ældre minishetterhoppe heller ikke har stimuleret ham nok hos mig. Derfor er jeg nødt til at gå imod mit hjerte og finde et menneske og et sted, som kan give Baldur alt det bedste. Han er temmelig sensitiv og har brug for et menneske, som tager den med ro, og som ikke forventer en “kæft, trit og retning”-hest, fordi han ikke trives med alt for stramme rammer. Han er ikke en hest, man “skynder sig” med. Når man møder ham på halvvejen eller giver ham medbestemmelse får man suverænt det bedste samarbejde med ham. Han reagerer negativt på stress/pres, hvorfor han har brug for en rolig og tålmodig ejer, som kan vise ham vejen frem og som ser det charmerende i en følsom bullerbasse som ham. For en bullerbasse er han også. Han er meget motiveret af frihed og ros og er nem at håndtere, hvis han får “frie tøjler” til at indgå i samarbejdet. Så har du tålmodighed, ro og kan  du se dig selv komme hele vejen med Baldur, så kontakt mig endelig, så du kan møde ham. Der må - for alles skyld - påregnes flere besøg og samvær med ham, før vi går videre med handlen. Jeg venter gerne på den rette fremtid for ham. Prisen er sat efter, at han er en fornuftig - men forholdsvis “ny” - ridehest/turhest, som bl.a. mangler gangsætning (han er femgænger og bruger både pas og tølt i overgange, men vælger trav først) og som ikke er motiveret for baneridning. Der må påregnes at der skal arbejdes videre med ham under rytter, før han bliver den lækre ridehest, som jeg ved han kan blive. Han har stadig meget at lære, så du får mulighed for at være med til at forme ham, samtidig med, at du får en skøn hest med hjertet rette sted. Sælges kun til blivende hjem med en god portion tålmodighed og kærlighed til hans sensitive sind. Et godt match vægtes højere end pris. Helst i Jylland eller på Fyn. Han står pt. på Djursland, men ejer bor i Vejle/Horsens-området. Afstamning: Han er efter 1. klasses hingsten Kjarval fra Lindegården (8.06) og min nu afdøde hoppe Atla fra Gudenådalen. Se evt. begge forældre på sidste billede. Farfar: Þytur frá Hóli 8.47

Rytternes markedsplads

Den første danske app til køb og salg af heste og rideudstyr - og det er gratis!